”Hvor længe skal man i religionens hellige navn blive ved at tillade forældre at lemlæste børn? Hvad siger du som præst?” Mens omskæringsdebatten rasede i sensommeren, sad jeg til en sammenkomst, hvor en journalist, som er ateist, stillede spørgsmålet til en præst ved bordet. Hvad syntes han som præst? Der lå mange konklusioner i journalistens spørgsmål. ’Hvor længe’ skal man tillade - underforstået: Vi må nu være kommet videre end den slags. ’Skal man tillade’ - underforstået: Det må være staten, der regulerer menneskets omgang med kroppen; det må være staten, der skal gøre noget. ’I religionens hellige navn’ lemlæste - underforstået: Gøre børn til ofre for religion. Lidt efter fremførte ateisten i øvrigt som et argument mod omskæring, at indgrebet beviseligt hæmmer en mands seksualitet. Kroppens ukrænkelighed og den fulde seksuelle nydelse var for ham tydeligvis langt vigtigere end hensynet til en religiøs tradition.

 

Der er ingen tvivl om, at mange danskere i dag deler den opfattelse, at vi er kommet videre end religionens vildfarelser, og at vi i oplysningens navn har pligt til at stoppe religiøst betingede overgreb på mennesker forstået som fysiske kroppe. Kroppen er det tempel, som staten skal beskytte mod de systemkræfter, der krænker den. Samtidig er der ikke meget, der tyder på, at staten selv bliver opfattet som en systemkraft; at en stat griber ind i privatsfæren forbandt journalisten ikke med overgreb, og det er givetvis et udtryk for, at vores tiltro til staten i Danmark er både enestående og skræmmende stor. De fleste af os abonnerer vel helst i det daglige på den behagelige forestilling, at vi i den vestlige verden – under statens beskyttelse – lever et stort set så frit liv som muligt; at vi efter århundreders ånds- og frihedskampe omsider selv kan vælge, hvem vi er, hvad køn vi har, hvad vi tror på, hvad vi køber, og hvad vores krop skal udsættes for. Vi forestiller os gerne, at vi lever i det tætteste, man kan komme på et jordisk paradis: I en del af verden, og i en tid, hvor vi selv som enkeltindivider bestemmer mere end nogensinde over vores opfattelse af verden, vores ytringer i verden og vores krops færden i verden. I stedet for at se os selv som ydrestyrede forbrugere eller som overvågede og gennemregulerede massemennesker, minder vi gerne hinanden om, at vi er oplyste, kritiske borgere, der ikke finder os i tvang og ikke uden modstand lader os krænke kropsligt af nogen eller noget.

 

Noget eller nogen vil i dag ofte dukke op som: Religion. Ikke religioner i flertal, men religion i ental, som samlebetegnelse for det, vi opfatter som en særlig farlig afart af menneskelig kultur. En kultur, som vi måske troede, vi var kommet af med, men som bliver ved med at dukke op i nye eller genoplivede former og true vores frihed. Meget ofte bliver religionen gjort til selveste ondskabens arnested; ikke mindst blandt dem, der opfatter sig selv som særligt oplyste og frisatte, eller blandt mennesker, der bevæger sig indenfor spirituelle eller alternative miljøer: De nærer tit en stærk og udtalt skepsis overfor religiøse systemer, der ofte forbindes med patriarkalske magtstrukturer, undertrykkelse af det enkelte menneske, iboende voldelighed, et aggressivt sandhedsbegreb og lukkethed omkring en tradition. Religionen bliver også mistænkeliggjort, når mange af vores debataktive ateister i dag stort set forbigår de grundlæggende forskelle på religioner og i stedet vælger at se al religiøs aktivitet - lige fra 80-årige damer der sider i en folkekirke og synger salmer i Nørre Lyndelse til konservativ kristendom i det amerikanske Bibelbælte og rasende islamister – som en del af det samme uforanderlige uhyre: Religionen. Der er tilsyneladende ingen nævneværdig væsensforskel på religioner, når det kommer til stykket, og dybest set er al religion en form for fundamentalisme. Og hvor tit hører man ikke i den almindelige samtale om verdens fortræd, at hvis der bare ikke var religion, så ville verden være et bedre sted. Sådan kan selv et folkekirkemedlem sukke i våbenhuset i dag.

 

Når ’religion’ i så højgrad i dag bliver opfattet som det store uhyre, hvis grimmeste ansigter fra fortiden er inkvisitorer, heksebrændere og conquistadores, og hvis grimmeste ansigter i dag er voldelige og opildnede islamister – eller på det lille hjemlige plan bare præster, der nægter at vie homoseksuelle – skulle man tro, at den tid var ovre, hvor præster havde en særlig vægtig stemme i debatten. Man skulle tro, at professionelt religiøse røster havde mistet deres legitimitet, og at de måske ligefrem var lidt til grin. Og det er de selvfølgelig også flere steder. Præster er ikke længere autoriteter som engang. Men i den daglige ’værdidebat’ efterspørger mange lige fra konfirmandforælderen til forældremødet og gymnasieeleven, der skriver SRP-opgave, til ateisten under familiefesten stadig præstens mening. Det er min fornemmelse, at folk endog i stigende grad gerne vil høre, hvad præsten siger. Som præst. Det vil sige: som repræsentant for systemet kristendommen. Det vil sige: som nogen der på vegne af sin religion og med hele sin tradition i ryggen må MENE noget.

 

Det kan godt være, at ønsket om at høre, hvad præsten (det vil sige: kristendommen) mener, i vidt omfang er et levn fra fortiden. Det er også tænkeligt, at folks interesse ofte bunder i ønsket om at få et svar, der bekræfter, at kristendommen først og fremmest er et fortidslevn og en fundamentalistisk ideologi, som man kan distancere sig fra; hvad enten man nu er ateist eller bare en mere kritisk troende. Men det er også muligt, at præsten som den offentlige frontfigur eller talskvinde for kristendommen i dag faktisk i stigende grad bliver lyttet til. At interessen for, hvad lige præcis kristendommen mener om det ene og det andet er ved at blive større. Det skyldes nok ikke mindst, at islam i den grad er kommet til Danmark, og at religiøse konflikter optager både medierne og medieforbrugerne; og at især rabiate muslimers terrorangreb rundt om i Europa fylder os med rædsel og måske fremkalder et stærkt ønske om at få at vide, at kristendom – trods alt – er en bedre og mere skikkelig religion end islam.

 

Men interessen for, hvad kristendommen som religion ’mener’, er også et tydeligt tegn på, at mange danskere simpelthen ikke ved ret meget om kristendom og ikke længere har en egen kristen praksis eller erfaringsverden at argumentere ud fra. Mange stoler ikke på sig selv som rigtige kristne; det kristne kirkesprog er ikke et modersmål, men et fremmedsprog. Derfor spørger man gerne dem, man tror er mere rigtige kristne, mere inderlige. Og derfor ønsker mange sig i første omgang rene holdninger fra kristendommen: Når man ikke længere oplever sig selv som ’inderligt’ kristen, bliver kristendom let til noget meget yderligt; til en instans, man kan forvente sig etik og moral og særlige handlingsanvisninger fra – mere end en måde at leve og overleve og være i verden på.

 

Det er paradoksalt, at det tilsyneladende selvberoende og autoritetskritiske menneske, der har lagt afstand til kristendommen, er skeptisk overfor religion og gerne vil bestemme så meget som muligt selv indefra, måske i stigende grad vil efterspørge religiøs autoritet udefra. At vi i dag er blevet så usikre på vores eget kristne udgangspunkt, så fattige på religiøse erfaringer, som vi selv synes tæller som rigtigt kristne, og så uvidende om kristendommens grundfortællinger, at vi så at sige må hente det kristne hos andre. Jeg har mødt mange forældre i min generation, der ikke tror, de er ”rigtigt” kristne nok til at give kristendommen videre til deres børn. De tror simpelthen ikke nok på sig selv som kristne, fordi de måler sig selv på deres tro – hvad de tror på og ikke tror på – og fordi de samtidig har mistet den religiøse praksis (og dermed det religiøse sprog), der er med til at fundere mennesker både i en tradition og i verden. Det er uhyggeligt at tænke på, hvor bevægelige og manipulerbare vi er blevet, når vi dybest set ikke stoler nok på vores eget kristne udgangspunkt eller overhovedet har erfaret, at det er der. Når vi af flere grunde føler os utilstrækkelige som kristne, og når vi samtidig kæmper i en verden, hvor vi helst skal kunne alt selv og oplever, at det kan vi ikke. Så opstår alt for let en foruroligende længsel efter den autoritet, vi har mistet. Og jeg tror, at mange i dag længes. I første omgang efter noget at mene om verden gennem nogen. Men også i dybere forstand: længes efter aflastning fra at skulle gøre og vælge og mene alting frit selv. ”Giv mig et fundament igen” synes stemmen fra sjæledybet at hviske om natten (i hvert fald når jeg lytter), imens vi om dagen indædt forsager fundamentalismen og alle dens gerninger og al dens væsen.

 

Hvis der er noget om, at vi som stadigt svagere funderede mennesker i stigende grad længes efter ledestjerner, retning og aflastning, er det helt afgørende, at kristendommens fortalere og offentlige røster ikke forfalder til som en gammel automat at levere alt for klare svar på aktuelle spørgsmål som for eksempel: Hvad mener kristendommen om islam? Er det i orden at omskære børn? Må man afslutte et lidende menneskes liv med aktiv dødshjælp? Må man slå ihjel for en god sag? Er det ukristeligt at lukke grænser og afvise flygtninge? Mange af de mest brændende spørgsmål indeholder den antagelse, at kristendommen – i daglig tale: kirken, for de fleste skelner ikke mellem de to – ikke bare HAR en særlig etik, men simpelthen ER en etik. Og at der rent faktisk findes kristne svar på livets store, konkrete spørgsmål. Og at det er det, kristendommen især kan gøre for os: Give os færdige, begrundede svar, når vi selv er i tvivl. Vi er med andre ord bestemt ikke holdt op med at tænke fundamentalistisk.

Det er i lyset af – på overfladen stærke og hypermyndige, men inderst inde usikre og langt mindre myndige – menneskers efterspørgsel på svar, at vi netop ikke skal falde for fristelsen til at forme kristendommen på nye fundamentalistiske måder, for eksempel ved at lægge vægt på kristendommen som en størrelse udenfor mennesker, som mener noget endegyldigt i en verden, der skriger på stærke meninger. Kristendom skal for alt i verden ikke reduceres til en ideologi eller slet og ret en meningsmaskine, der producerer svar.

 

Den store opgave fremover må for mig at se være det lange, seje arbejde med en ny form for ’indre mission’, en stille myndiggørelse, der hen ad vejen kan give mennesker kristendommen tilbage som en erfaring, der tæller; som en tænkning, der ikke bare tilhører eliten; som en myndig og selvstændig og kritisk forholden sig til verden, der ikke kun svarer baglæns; som et levende religiøst sprog, der kan åbne og udvide virkeligheden for os, når vi tror, vi har fattet det hele. Det handler om at vi kan opleve os selv som myndigt kristne uden nødvendigvis at være ’rigtigt kristne’, dybfølte eller døgnet-rundt-rettroende. Hvis kristendommen skal overleve som mere end elitetro og rene meninger, og som mere end en kraft, der formede os indtil nu, så har vi brug for selvransagelse og selvopgør inden for den kirkelige verden. Det er ikke flere meninger om verden, der er brug for. Det er teologisk tænkning ud fra nye erfaringer. Tænkning der kan generere nyt sprog. Nutidens særlige menneskelige erfaringer af at leve i en højteknologisk, netdelt virkelighed – og menneskers religiøse oplevelser og transcendenserfaringer i dag – mangler endnu at blive anledning til mere grundlæggende teologisk nytænkning. Ligesom den udbredte folkelige (og helt forståelige) frygt for religion som potentiel fundamentalisme endnu ikke har ført til tilstrækkelige kritiske overvejelser over, hvorfor så mange i dag har et billede af kristendommen som en fundamentalistisk, bagudskuende og svar-leverende religion. Det er sådan set ikke så mærkeligt, når kristendommen i mange kirkelige sammenhænge i dag stadig i langt overvejende grad bliver forkyndt gennem eksempelvis salmer, der er skrevet i tiden fra reformationen og frem til slutningen af 1800-tallet. Salmerne er en vigtig del af tilegnelsen af det kristne univers, fordi vi tager deres ord i munden og på den måde lejrer dem i vores kroppe. Og derudover ligger der megen signalværdi i det religiøse sprog. Med en kirkelig kristendom, der i alt for ringe grad har vovet at invitere til sproglig fornyelse og dermed i for ringe grad har praktiseret teologisk selvkritik og tænkning ud fra skiftende livsvilkår, kan man virkelig ikke fortænke den kristent-uskolede dansker i at få den opfattelse, at kristendommen stort set blev færdigformuleret før Darwin, og at der simpelthen i teologisk forstand ikke er noget særligt nyt at sige i dag. Eller måske at ingen i dag er beåndede nok til at sige noget, hvilket jo er noget af en falliterklæring. For det må betyde, at Helligånden helt har forladt den moderne verden.

 

 

 

 

 

Jeg tror, at de aktuelle debatter om omskæring og eutanasi viser, at mennesker i dag især finder værdighed i at være frie kroppe, og at man vil værne om det frie menneske for næsten enhver pris. Frihed er efterhånden blevet vigtigere end lighed og broderskab, og religion over en bred kam er udråbt til frihedens største fjende. Den aktuelle kamp for et omskæringsfrit Danmark er, set gennem frihedsdyrkelsens snævre optik, en af de sidste, vigtige frihedskampe, som skal tages. Jeg tror, at mange ser den netop som en kamp for manifestere friheden i en verden, der allerede står på frihedens tinde. Tager man ikke kampen, risikerer man at udviklingen går tilbage. At fortiden kommer. Det, der truer os, er tilsyneladende de religiøse mørkemænd fra fordums dystre, uoplyste tider. Det er også dem, mine børn er bange for, når de skal sove – og jeg kan selv se dem tone frem for mit indre skrækblik i tide og utide. Men det nok de færreste af os, der ligger søvnløse, fordi vi er blevet filmet af tyve kameraer i løbet af dagen, fordi staten ved stadig mere om os, fordi dybt private oplysninger om os ligger på nettet eller fordi de ting, vi har hørt om eller købt i løbet af dagen måske ikke helt er hørt og købt af egen frie vilje men blevet styret af kræfter, der ikke længere har fysiske ansigter.

 

Hvad vi for alvor burde bruge åndelig båndbredde på, i frihedens navn, er ikke velmente bekymringer på andres vegne om livet uden forhud, eller de ’lette’ debatter om forbud eller ej. Hvad vi burde bekymre os om, er det, der i langt mere invasiv forstand truer den frihed, som de fleste af os – netop fordi vi er blevet til som individer i en kristen tradition – sætter så højt. Og derfor er det vigtigt, at vi i dag ikke bare opfatter kristendommen som en kilde til meninger om de konkrete (ofte små) sager, der nu fylder i debatten, men som en fortsat inspiration til tænkning over, hvordan vi kan leve værdige liv sammen i den nye højteknologiske og i stigende grad virtuelle virkelighed. Som en fortsat insisteren på, at vi hver især betyder noget udover det, vi betyder i andres øjne. Som et fællesskab, der i hvert fald engang imellem kan hente mennesker ud af de mange medierede virkeligheder, der ikke kender til nåde. Som en erfaringsverden, der giver mennesker oplevelser af, trods alt, at være myndige inden for deres egen tro. Som en tradition, der ikke bare har formet os, men som stadig former os, og som vi er med til at forme verden med også fremover.

 

Der hvor kristendommen måske især kan være en stadig formativ kraft, det er der, hvor vi virkelig møder os selv, fordi vi får lov at se os selv med mere end vores egne øjne. Det er der hvor vi virkelig møder hinanden, fordi vi bliver tvunget – i hvert fald i glimt – til at se hinanden med Guds øjne. Det er, hver gang vi erfarer, at vi lever det samme værdifulde liv, og ikke mindst erfarer det gennem et levende religiøst sprog, der igen og igen kan både ryste vores faste virkelighed og fundere os i en verden, der kun alt for gerne vil tage myndigheden fra os.

 

Man behøver kun at se, hvordan vores børn forsvinder ind i gamerverdenen, for at blive klar over, at både vores myndighed og vores kroppe er under stille angreb. De nye generationers naturlige og ukritiske måde at uploade deres privatliv på, deres ’jeg oplever kun det, jeg deler’, deres tiltagende tilstedeværelse i en verden forbundet på irreversible og usynlige måder, giver os et lille indblik i, hvad der venter os. Den sidste frihedskamp er ikke kampen mod religiøse traditioner, hvor vigtig den end af og til måtte være. En større og langt sværere kamp venter, kampen for i det mindste nogen frihed og myndighed og menneskeværdighed for alle i en fremtid, der meget snart kommer til at rejse langt mere fundamentale spørgsmål om, hvad vi kan gøre ved og mod hinanden, end de aktuelle debatter om omskæring rejser.